I Påsken skulle jeg for første gang ud at fiske på det Gule Rev.
Vi var 11 mand, 5 fra Nyk. F., 5 fra Grindsted Hav klub samt undertegnede.
Båden vi skulle sejle med var Yellow Reef.
Nogle skulle ud såvel torsdag, fredag og lørdag andre af os kun de sidste 2 dage.
Grundet hårdt vejr kom vi først ud om lørdagen, hvor det var rimeligt vejr. Til gengæld lagde vi så fra kaj allerede kl. 4.30.
Efter 1 1/2 times lidt " gyngende" sejlads startede vi fiskeriet på en " knold". Der kom hurtigt nogle torsk på dæk, også målere. Samt et par langer.
Jeg selv startede lidt langsomt, men fik dog en torsk på ca. 9,5 kg.( Kun fisk, der helt sikkert var over 10 kg blev vejet.)
Efterhånden havde vinden lagt sig noget og det var blevet tid til vrag
fiskeri. Ved det første vrag skete der ikke meget og vi sejlede ud til et andet vrag, hvor der skete lidt mere, men dog ikke det helt vilde.
Efter nogen tid sejlede vi endnu længere ud til et nyt vrag.
Her nærmest vrimlede det med torsk og mørksej.
Alle fangede vel en 10 til 20 stykker, men ikke mange målere. Man blev derfor enige om, at sejle tilbage til det første sted og prøve igen inden vi skulle i havn.
Tilbage på den første "knold" var det blæst noget op, men det blev dog til en del fisk, også over 10 kg.
Herefter gik det igen mod Hanstholm, hvor vi var i havn kl. 18.00.
En gaffeltruck fra filet fabrikken hentede dagens fangst. Den måtte køre flere gange. Bådens fiskekurve var fyldt op og vi måtte
supplere med poser og andet.
Medens vi ventede på, at fiskene skulle skulle blive fileterede fik vi en 400g jumbo burger på Færgegrillen.
Klokken ca. 21.00 var vore fisk klare til afhentning og vi kunne køre tilbage til hytterne på Hanstholm Camping.
Efter lidt øl og rødvin gik vi til køjs ca. kl. 22.30. Stod op kl. 5.00 og kørte hjemad kl. 6.00.
I alt blev der fanget 18 torsk over 10 kg. med den største på 15,6 kg, hvilket ikke var noget, der imponerede de garvede havfiskere jeg var sammen med.
Udover torsk blev der fanget mørksej, langer og lubbe.
Jeg fik ikke selv nogle målere, men 4 torsk mellem 8 og 10 kg, 4 mørksej samt nogle torsk på fra 4 til 8 kg.
I øvrigt er det forbundet med hårdt arbejde, idet mindste for en senior, at pumpe fiskene op. Især hvis der er mere end én på.
Mine fisk blev til godt 22 kg filer. Mange havde mere end 30 kg og det mindste var 15 kg.
Det var som sagt nogle rutinerede folk jeg var ude med. Peder som havde arrangeret turen fangede 4 målere og nåede dermed op på 18 alene i
år. Et par stykker hentet på Øresund og i Langelandsbæltet.
Sidste år var han på det Gule Rev 38 dage og folkene fra Grindsted er der endnu oftere.
Om jeg har lyst til flere ture på det Gule Rev?
Ja. Det er ret hårdt, men også sjovt og spændende, så jeg har mod på flere ture.
P.S. Jeg mistede 3 stk. 400g pirke og forfang. Heraf 2 stk. på vrag, hvilket vist er billigt sluppet.
Knæk og bræk.
Christian M. Poulsen
|